Lyserød ammekjole i retromønster

Lige nu sker der det, at min mand er kørt til svømmehallen med vores 9 uger gamle baby. Det er så skønt at han vil svømme med hende og at jeg kan få en times tid til mig selv. Men de har været væk i 5 minutter og jeg synes allerede det er ALT for lang tid. Hvordan skal jeg nogensinde kunne undvære hende, når min barsel slutter og hun starter i vugger?? Jeg overvejer i et kort sekund at beholde hende hjemme for altid og ikke tillade at hun flytter hjemmefra, før hun er minimum 35 år. Eller 40 faktisk.

Så for at henlede tankerne på, at der faktisk er andet i mit liv end baby, har jeg heldigvis en blog med en masse skønne læsere og en masse stof, der gerne vil blive til kjoler. I denne uge har jeg fiflet med et Onion mønster og endnu en ammevenlig kjole til samlingen. Dette stof er købt ved Stofdepotet og mønsteret hedder Onion 2056. Jeg er stort set tilfreds, men er ikke helt tilfreds med min evne til at tilpasse, hvor den skal skære under brystet. Men jeg tænker nok det går an…om ikke andet, bliver mine bryster vel mindre, når jeg en dag stopper med at amme! Den detalje må jeg kigge nærmere på, når jeg syr min næste kjole i dette mønster. 

Jeg har igen leget lidt med ærmefinish og synes det er lykkedes meget godt. Denne kjole vil helt sikkert blive brugt en del og den er allerede taget i brug, som en del af mit søndagsoutfit.

Ha´ nu en dejlig søndag:)

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

Skriv et svar