Barnevognsstrejke er nu officielt aflyst

Nu er det endelig lykkedes! Efter flere uger med barnevognsstrejke er det nu lykkedes for remouladeprinsessen igen at kunne lide sin barnevogn. Både at køre tur i den og ikke mindst at tage sig en rigtig lang og god lur. Det er godt for alle – baby, mor og ikke mindst babys nervesystem, der er i rivende udvikling.

Som du kan læse her, har vi haft en lang periode, hvor barnevognen simpelthen var noget værre lort! Vi har brugt viklen til at sove i, men det er ikke længere holdbart til hver eneste lur. Mest fordi jeg kommer til at vække baby og fordi det begrænser mig. Jeg  synes stadig, det er rigtig hyggeligt at vikle og stopper ikke lige foreløbigt. Det er f.eks. enormt praktisk, når vi er nogen steder, eller når remouladeprinsessen virkelig har brug for at blive trøstet. Der er mange fordele ved at vikle – det kan du læse mere om her.

Derfor besluttede jeg mig for, at baby skulle lære at sove godt i barnevogn. Med den eneste regel, at hun ikke måtte blive ulykkelig eller ked af det. Det der med at græde sig selv i søvn, er ikke rigtig vores stil.

Allerførst arbejdede vi på, at gøre barnevognen til et hyggeligt sted at være. Det har betydet virkelig mange gåture i skoven, hvor det er helt fantastisk for en baby, at ligge og kigge op på træerne. Og så skal der i øvrigt ikke være noget at være utilfreds med. Så når barnevognen bliver sat i sving er baby mæt og nyskiftet. Bliver hun ked af det, tager jeg hende op og trøster hende eller sætter hende i ringslyngen. Og så går vi bare hjem igen. Jeg putter dynen godt om hende og efterhånden faldt hun i søvn på gåturene. Der er selvfølgelig lidt brok engang imellem, men det er nu tydeligt for mig at høre om det er brok, sult eller trøst der skal til.

De sidste dage er det gået over alt forventning. Jeg har nogle gange kunnet lægge hende ud efter en god ammetår, hvor hun er faldt i søvn med det samme. Jeg har kun trillet barnevognen ganske kort og baby har taget sig en god middagslur. Det er simpelthen så fedt ud over alle grænser! Jeg får en masse fra hånden og baby er frisk og udhvilet det meste af dagen. Vi har også kunnet gå tur uden brok, så vi betegner barnevognsstrejken som aflyst. For nu. Jeg håber virkelig ikke, det bare er en fase.

Det betyder også, at jeg nu kan komme ud af døren igen. Jeg kan gå ind til byen, uden at skulle være nervøs over pludselig at have en skrigende baby. På få dage er min barsel vendt fra at få kuller over at gå hjemme, til at være skøn og afslappende. Jeg tror bare, jeg vil nyde det. Man ved aldrig, hvad det næste bliver.

Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Børn er forskellige og nogle vil vikles, andre er vilde med deres barnevogn og nogle begge dele. Her, er jeg glad for, at jeg kan begge dele. Jeg vil helst ikke undvære nogle af dem. Man skal gøre det der virker – både for barn og forældre.

I øvrigt er barnevognen også god til at bære varer, mens remouladeprinsessen får en lur i slyngen. Win win.

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

Skriv et svar