Nordic – Dansk Børnestrik

Jeg har virkelig glædet mig til at holde Nordic – Dansk Børnestrik i hænderne. Udover at have en lille bitte aktie i bogen, har jeg haft store forventninger til bogens udseende, billeder og opbygning. Og så kan jeg heller ikke lade være med at være en smule stolt over, at mit navn er nævnt i den.

Det er selvfølgelig den dygtige Knit by TrineP jeg taler om. Jeg er én af hendes teststrikkere og har tilbage i starten af året strikket et par modeller til bogen. Jeg har glædet mig rigtig meget til at strikke nogle af modellerne op selv, til min egen datter og nu kan jeg jo bare slå mig løs.

Lidt om bogen

Nu er jeg jo ikke hardcore boganmelder, men jeg må alligevel forsøge at kaste mig ud i at give dig et indtryk af, hvad du får i Nordic – Dansk Børnestrik.

Først og fremmest får du en smuk bog. Det er ikke så tit, jeg synes strikkebøger som sådan er smukke, men Trine har været dygtig til at få det helt rigtige udtryk frem i bogen. Det udtryk der betyder, at jeg som læser føler mig inspireret til at give mig i kast med modellerne. Noget af det der er specielt i bogen, er afsnittet “Look Book”, hvor du ser skønne billeder af bogens opskrifter (taget af den dygtige fotograf Lise Høyer). Her kan du hurtigt danne dig et indtryk af, hvad bogen indeholder og hvilken stil Trine bruger i sine opskrifter.

Opskrifterne er lette at forstå og der er lidt til enhver. Så er du enten nybegynder eller erfaren strikker, er der også noget til dig. Faktisk synes jeg alle Trines opskrifter er skåret ud i pap, som man siger. Tit møder jeg mærkværdige forklaringer i forskellige opskrifter, men ikke her. Eftersom jeg selv har været en del af processen, kan jeg garantere dig for, at der er blevet nørdet igennem på strik og gået grundigt til værks. Nu kender jeg ikke Trine personligt, men mit indtryk er, at hun er grundig og virkelig god til at få idéer. Jeg bliver helt misundelig over, hvor vild hun er til at designe sine opskrifter. Hvordan kommer hun på det?! Jeg håber hun bliver i gamet i mange år endnu.

Der er opskrifter der passer til det hele – der er cardigans, trøjer, babytæppe, huer, tunika, romper og noget til benene. De fleste opskrifter går op til 6 år – en enkelt til 7/8 år, så vidt jeg lige kan se, så min datter kommer nok til at afprøve en del af modellerne. Jeg håber hun bliver et barn, der godt kan lide strik!

Jeg har taget en smule billeder af bogen uden at afsløre det hele. Jeg ville nok – hvis jeg ikke allerede havde bogen – tage ned i boghandleren, bladre den igennem og købe den. Eller ønske mig den i julegave. Det er den første børnestrikbog jeg ejer – det er så ligesom der, jeg er nået til i mit liv. Et af mine næste børnestrikprojekter (udover alle dem jeg i forvejen har) må blive en tunika eller romper. Eller måske en hue til vinter..? Det eneste jeg lige er kommet i tanke om, jeg godt kunne mangle i bogen, er et par vanter. Det varer nemlig ikke længe, før remouladen skal til at have vanter på ude i barnevognen. Men måske Trine allerede har det i støbeskeen.

 

I hvert fald glæder jeg mig til lidt børnestrik – det skønne ved det, er nemlig at det ikke tager så lang tid som det til mig selv!

God fornøjelse med strikningen og ha´ en vidunderlig tirsdag:)

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

Skriv et svar