Stofbleer. Go eller no go?

/ KAMPAGNE /

Stofbleer – er det en døgnflue, eller kan vi rent faktisk bruge dem? Herhjemme går vi jo en del op i det der med bæredygtighed og økologi. Vi lever nok 80 – 90% økologisk (uden at det koster en formue), køber bl.a. madvarer på Stop Madspild og køber en del brugt tøj. (Jeg kommer tilbage til dette i et andet indlæg i den nærmeste fremtid) Derfor er det også nærliggende at undersøge, om moderne stofbleer er noget for os. For lad os nu bare se i øjnene, at engangsbleer indeholder ting og sager, der ikke er supersmarte at putte på sit barns numse. Og så er det skidt for miljøet. Vi har indtil nu, hvor remouladen er næsten 8 måneder, kun brugt engangsbleer, så stofbleer er altså ganske nyt for os.

Retropi stofbleer

Vi har haft stofbleer fra RetroPi til test. Materialet består af en ydre vandtæt skal og to fastsyede indlæg af bambus. Du kan købe ekstra indlæg, hvilket er godt til natten. Kvaliteten er virkelig lækker og farverne klare, hvilket gør den indbydende for en lille baby at ligge og undersøge på puslebordet! Og så bliver man jo i det hele taget bare glad af farver. Bleen har en god pasform og remouladen kan boltre og bevæge sig, som hun plejer.

Brugen af stofbleen

Som ny bruger af stofbleer er det rart, at den ligner det, vi er vant til. Den er smart at lukke med trykknapper og nem at justere i størrelsen. Faktisk kan bleen bruges hele barnets bletid – fra nyfødt til barnet er renligt. Nu har vi ikke prøvet andre stofbleer, men RetroPi´s stofbleer er altså virkelig nemme at bruge.

På Retropis hjemmeside kan du finde en lille video, med tips til hvordan du sætter stofbleen bedst. Bleen er en A-I-O (all-in-one), hvilket betyder, at den ligner en almindelig engangsble, men der er en smule forskel på, hvordan den skal sidde. Bleen skal nemlig ikke lægges så højt op bagtil, som du er vant til fra engangsbleer. Ellers er princippet fuldstændig det samme.

Det eneste jeg synes var lidt svært i starten var, hvornår bleen er fyldt med tis? Det er meget nemt at mærke med en engangsble, men ikke helt så nemt med en stofble. Men selvfølgelig ved man nogenlunde, hvornår man plejer at skifte. Vi har ingen tisseuheld haft med bleen og det har vi ellers ret tit herhjemme – remouladen har tendens til styrt-tisning(er det et ord?), men bleen har holdt tæt. Når der er lort i bleen, er det nemt at få ned i toilettet og smide bleen til vask.

Så er der selvfølgelig det her med vasketøjet. Med ca. 20 bleer skal der vaskes 2 – 3 x ugentligt. (Det kan der selvfølgelig også være en miljøbelastning i, men det kan langtfra måle sig med mængden af affald med engangsbleerne.) Det skal der selvfølgelig lige findes en rutine i. Heldigvis tørrer bleerne hurtigt.

Husk at tørre med indersiden ud – så tørrer de hurtigere.

Økonomi

Vi har regnet på, om det kan betale sig for os benytte os udelukkende af stofbleer. Med udgangspunkt i RetroPi´s priser og vores nuværende forbrug af bleer, kan vi tjene en pakke med 20 stofbleer ind på 39 uger. Det synes vi, er rigtig godt tjent ind. Der er i øvrigt en fin mængderabat hos RetroPi, hvis du vælger en pakke. Derudover er det toppen af bæredygtighed, at en familie ikke smider tusindevis af bleer ud, der belaster miljøet.

Så… Ingen kemi til barnets nummi, godt for miljøet, nemt at bruge og så er der penge at spare. What´s not to like?

Trine fra Septemberborn, Malene fra Åndehuller og Thea fra mitlivmedliv har også lavet en anmeldelse af RetroPi´s stofbleer.

PS. Har du lyst til at prøve stofbleerne? Så klik her og bestil en lånepakke fra RetroPi:)

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

2 comments / Add your comment below

  1. Interessant! Jeg var ved at afsøge markedet for nogle måneder siden – fordi jøsses, hvor smider man meget plastik i den blespand!!! Men blev ærligt talt lidt overvældet over alle begreberne og valgmulighederne …

    1. Ja – man kan virkelig godt blive forvirret over de mange muligheder! Men her har du i hvert fald en ble, som gør det den skal og er nem at bruge:)

Skriv et svar