Mit 2017

Mit 2017 har budt på rigtig mange forskellige oplevelser og i dette indlæg, vil jeg forsøge at fremhæve de vigtigste.

For præcis ét år siden sad jeg og terpede epidemiologi og biostatistik og kæmpede med svære brøker og udregninger. Det var virkelig svært for mig. Jeg er ikke matematisk anlagt, så jeg brugte stort set hele julen på at læse til eksamen, alt imens remouladen sparkede og rumsterede i min mave. Jeg bestod heldigvis den skriftlige eksamen med en udmærket karakter. Jeg fik 3 eksamener overstået i januar inden jeg gik på barsel.

Barsel

Og så kom ventetiden. Jeg strikkede. Og strikkede. Og lavede mad til fryseren. Og spiste masser af brunch. Og syede. Og sov længe. Og sov middagslur. Og til sidst blev jeg træt af at spise brunch og sove. Og så kom hun endelig d. 6.4. Vores lille lækre remoulade havde travlt med at komme til verden og efter kun 5 timers veer, fødte jeg hende inde i gæsteværelset. Det var altså en ret vild, men også overvældende oplevelse. Jeg er glad for, at vi valgte en hjemmefødsel. Alt var helt perfekt og månederne efter går sådan lidt ud i ét. Det er noget med amning, ondt i skrævet, spise og drikke og ikke mindst sove.

Når jeg tænker tilbage, var det nemt i starten. Hun sov jo hele tiden og det var tilladt for mig at melde mig helt ud af samfundet og sidde i min sofa og amme. Jeg blev selvfølgelig hurtig rastløs og savnede bare at gå en tur. Da jeg endelig kunne komme på benene og gå en tur, gik der ikke længe før barnevognsstrejken satte ind, men heldigvis stoppede den også igen. Ellers var jeg nok blevet en smule bitter af at sidde inde. Det gode var, at jeg blev ret sej til at vikle. Det gør vi stadig ind imellem, når der er behov for det.

Bloggen

I august flyttede jeg bloggen over til bloggernetværket Momster og det har virkelig sat skub i trafikken her på sitet. Jeg bliver stadig overrasket over, at helt fremmede mennesker kan lide at læse med og kommenterer på mine indlæg. Jeg skriver jo, fordi jeg synes, det er sjovt at dele lidt af mit liv og fordi jeg kan lide at vise mine kreative kreationer og inspirere andre. Og det er så fedt når det lykkedes! Derudover er der to seje bloggere her på Fyn, der har startet netværket Fynske Influencers, som jeg også er blevet en del af. Det betyder, at jeg ind imellem har mulighed for, at mødes med andre bloggere og det er altså ret skønt. Så man kan godt sige, at jeg har fået en del nye bloggerkolleger.

Apropos netværk, så har jeg i 2017 været med til at starte Ladies First op i Odense. Om end jeg i nogle måneder har stået mest på sidelinjen, da remouladen var helt lille. Men nu er jeg med i gamet og elsker at være en del af netværket. Det er så givende at lære mennesker at kende, som jeg ikke ellers ville have mødt og i det hele taget bare øve sig i at netværke. Hvis du læste med her, ville du vide, at jeg virkelig er dårlig til at smalltalke, så det er rart at være med i netværk, hvor jeg kan øve mig lidt.

Kreativiteten

I det kreative hjørne har jeg lavet en del ammekjoler og I har især været vilde med min syvejledning til ammekjole. Nu begynder jeg at gå i en lidt anden retning og sy ikke-ammevenligt tøj og jeg syede bl.a. en 50´er skjortekjole for noget tid siden. Jeg har jo haft masser af sytid i barslen og forventer ikke, at få ligeså meget tid i 2018. Jeg starter nemlig op på studiet igen d. 1.2. (fuck), men håber alligevel at kunne opretholde en vis form for kreatid til mig selv. Det er nemlig sådan jeg slapper bedst af.

…og noget med at være blevet mor

Og så er der jo alt det her med at være blevet mor. Jeg er jo stadig mig, men mest mor og jeg tror det er godt, at jeg snart skal ud og være lidt mere Christina, end jeg har været i år. Det er fedt og livsbekræftende at være blevet mor og jeg har lært meget.

I 2018 vil jeg gerne blive lidt bedre til:

– at gøre lidt mere for mig selv. Måske bare at tage mascara på. Og lidt pænere tøj.

– at tage et karbad. Et karbad ordner alt.

– jeg håber at finde en fin balance mellem studieliv og familietid uden at gå for meget på kompromis.

– at komme lidt mere ud. Som amningen og remouladen nu tillader det. Og hvor længe jeg bliver ved med at amme, aner jeg ikke. Så længe det føles godt for os begge, bliver jeg nok ved.

– at sige pyt. Shit, det ville jeg virkelig have godt af at blive bedre til.

– at læse noget skønlitterært. Bare lidt. Måske i sommerferien.

Med et år på barsel, sker der ikke sådan skide meget. Nu er barslen snart slut. Året er gået og 2018 byder på studie, dagpleje, familieliv og forhåbentlig tid til en masse kreative aktiviteter, blogindlæg og netværksarrangementer. Jeg håber, at I stadig har lyst til at følge med. Jeg lover til gengæld, at gøre mit bedste for at give Jer inspiration og latter.

Rigtig godt nytår.

Kærlig hilsen Christina

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar