Tips til vintage

Tips til vintage

januar 2, 2018 5 Af frufrilda

Hvis du har fulgt med på min Instagram, besluttede jeg mig nytårsaften for, at jeg i 2018 gerne må klæde mig lidt mere i vintage. Derfor har jeg i dette indlæg samlet lidt tips til vintage til dig, der også er fascineret af vintagemoden.

Jeg har altid været fascineret af moden fra især 40 – og 50´erne. Snittet i tøjet gør noget rigtig godt for de fleste kvinder og ofte er mønstrene i stoffet også rigtig flot – hvis man altså er til den slags. Taljen er ofte fremhævet, enten i selve tøjet eller med et bælte. Kjolerne skærer i taljen og er enten lavet som en sol, halv sol eller lignende eller som et pencilskirt.

Det er en tid præget af mange detaljer og mønstre. Der er tit masser af hulmønstre i strikket, kraver, pufærmer, knapper og forskellige halsudskæringer. Det kan dog sagtens lade sig gøre at gøre looket mere enkelt.

Gør det selv

Nu kan jeg rigtig godt lide at lave smukt tøj selv – når tiden er til det. Og når jeg endelig får tid til at fordybe mig i et kjoleprojekt, får jeg ofte en smuk kjole ud af det. Jeg har nogle gange brugt mønstrene fra Professorinde Ella Lunds Store Sykursus og har bl.a. lavet disse kjoler:

Du kan se flere billeder herher og her.

Andre gange har jeg bestilt et originalt gammelt mønster på Etsy. Det er der bl.a. kommet denne skjortekjole ud af:

Gamle mønstre er virkelig skønne og skrøbelige og dufter ofte af en svunden tid. Det kræver dog et lidt større arbejde, fordi størrelserne helt sikkert ikke passer efter dine mål. I 50´erne havde man åbenbart en forsvindende lille talje og meget brede hofter og størrelserne passer ofte ikke på de størrelser, vi kender idag. Så det kræver, at du kaster dig ud i lidt tilretning.

Er du ikke lige til gamle mønstre, der kan være lidt tricky at finde ud af, kan jeg anbefale dig at se nærmere på HOW TO DO FASHION. Hun laver snitmønstre, der er til at forstå og du kan hente masser af inspiration i hendes nyhedsbrev og se videoer til din syning. Jeg har bl.a. syet disse:

 

Det nederste billede er et gratis blusemønster. Du kan se flere billeder herher og her.

Vil du gerne strikke, kan du f.eks. finde smukke bluser i bogen Glamourstrik. Strikkeopskrifterne er meget detaljeret med mange mønstre. Det kan godt tage sin tid. Du kan også vælge at strikke ud fra en original opskrift, men du skal vide, at strikkeopskrifterne er noget anderledes end idag. Igen er det fordi, at nutidens mål er anderledes og garntyperne er ligeledes forskellige. Kaster du dig ud i det, skal du forvente at udregne en del af opskriften selv.

Jeg har endnu ikke fundet en strikkeopskrift i vintagestil, som er enkel og ikke tager en krig at strikke. Så det ender nok med, at jeg selv designer én.

Webshops

Nu er det bare sådan, at jeg ikke altid har tiden til at sy omstændige og flotte kjoler. Så må jeg købe mig til det. De webshops jeg følger og bruger mest er Dress the bird og Mondo Kaos. Nytårsaften havde jeg f.eks. denne fine strik på, som er fra Mondo Kaos. Med trøjen fik jeg oven i købet et hårspænde. Begge butikker leverer virkelig god service.

Har du flere tips, ville jeg elske at du nævnte dem i en kommentar herunder!

Derudover er der jo et hav af inspiration at hente på bl.a. instagram og pinterest. Brug et # og skriv noget med vintage og fashion. Så finder du al den inspiration, du har brug for.

Mit 2018 skal i hvert fald indeholde mere smukt vintagetøj. Jeg glæder mig til at dele det med Jer i løbet af året.

    Følg mig gerne på InstagramFacebook, Pinterest eller Bloglovin.