Min februar 2018

Min februar 2018

marts 5, 2018 0 Af frufrilda

Min februar 2018 var helt speciel. På mange måder. Den har indeholdt hele paletten af glæde, lettelse, frustration og pisse meget kulde og forkølelse.

Det var måneden, hvor jeg igen kan kalde mig studerende på kandidat i ergoterapi. Det har faktisk været ret skønt at starte op. Jeg har det lidt ligesom om, at jeg har holdt et par ugers ferie. Jeg kan huske alle koder og systemer og er startet op med et fag, som ikke er ligeså hardcore svært som biostatistik og epidemiologi. Det er rart at være igang igen og være en del af noget andet en livet på barsel, selvom det også har været helt vildt ambivalent at skulle aflevere min lille bitte pige hos helt fremmede mennesker i vuggestuen.

Det var måneden, hvor vi tog beslutningen om at tage hende ud af dagplejen og fik en plads i en ret skøn vuggestue. Derfor har indkøringsperioden også været lidt længere, end den havde behøvet. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis jeg havde haft et rigtigt arbejde. Jeg har brugt alle mine læsedage og lidt mere på at køre ind i vugger. Oveni det er der de klassiske forkølelser, der tilstøder, når man starter op i vuggestue. Der gik ikke ret meget mere end en uge, så kom den første. Nye bekymringer er stødt til som, hvornår kan man sende hende i vuggestue? Hvis hun er meget snottet, men ellers virker frisk, kan man så sende hende afsted? Altså jeg mener, børn er jo snottet konstant?

Jeg har været og er virkelig træt. Jer der følger med på min story på instagram ved, at vi står meget tidligt op for tiden. Den lille skid vågner mellem 4 og 5 HVER dag og der er ingen risiko for, at jeg kan putte hende igen sådan lige med det samme. Så sengetiden her i huset er for os voksne ret tidlig. Alt er en fase og det, er det her forhåbentlig også. I øvrigt er jeg også selv blevet syg og vaskemaskinen er stået af. Det kan kun gå fremad herfra.

Jeg havde engang en plan om, at jeg ville sy eller strikke ét stykke vintagetøj om måneden. Jeg var også begyndt på en nederdel fra Kærlighed ved første sting, men prøvemodellen passede simpelthen ikke. Så jeg er kommet bagud på den front. Jeg håber på, at det bliver bedre i marts.

Jeg ønsker mig i det hele taget, at marts bliver lidt lysere, lidt varmere og lidt mindre snottet. Tak.

Følg mig gerne på InstagramFacebook, Pinterest eller Bloglovin.