Hverdagen med et vuggestuebarn

Der er en smule stille her på siden for tiden. Hverdagen med et vuggestuebarn er i fuld sving med alt, hvad det indebærer. Jeg tænker, det er på tide med en lille status.

Masser af rod. Og vi synes bare hun er dygtig.

Vi har nu været vuggestuefamilie i lidt over en måned. Det er gået forrygende med indkøringen, personalet er så søde og rigtig gode til at danne relationer med børnene. Hun græder stort set aldrig, når jeg aflevere hende og hun er skide god til at sidde bag på cyklen og heppe på sin mor, når det går op af bakke. Så langt så godt.

Men for helvede altså. Hun er syg hele tiden. Hun er snottet konstant. Nuvel, det er de andre børn i vuggestuen også, men hun hoster også. Og nogle gange hoster hun så meget, at hun kaster op af det. Og så var der den dag, hvor hun blev ringet hjem med en øjenbetændelse. Som så faktisk bare var en virus. Og i skrivende stund har hun haft feber i et par døgn. Ofte kigger vi på hinanden om morgenen og tænker; er hun rask nok til at komme i vugger? Er hun pylret fordi hun er træt, eller fordi hun er syg? Alle andre erfarne forældre siger, at hvis hun ikke har feber, så kan vi roligt sende hende afsted. Så det gør vi. Og det går også som regel fint.

Hvis jeg synes, jeg var træt under min barsel, så er det ikke noget sammenlignet med nu. Jeg kan klare mig en hel dag med 3 timers søvn i kroppen og først lægge mærke til det, når vi når aftenen. Nu forstår jeg det. Nu forstår jeg, hvorfor mødre ind imellem ligner noget, der er løgn. Og hvorfor man ikke altid lige får taget mascara på eller dukker op med havregrød på tøjet. Jeg har sagt det før, men jeg tager V.I.R.K.E.L.I.G hatten af for Jer, der er alene forældre.

På én af sygedagene, hvor vi er ude for at få lidt frisk luft.

Men dagene går alligevel. Jeg læser og skriver opgave og er taknemmelig for, at jeg har en meget forstående og sød studiekammerat, der godt ved, hvad det vil sige at starte sit barn op i institution. Det er skønt at starte op på studiet igen. At komme ud mellem rigtige mennesker og kunne tage fri uden omkostninger for nogen, når den lille er syg. Der er ingen der dør eller kommer til at få mere travlt af, at jeg ikke kommer. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad I gør, Jer der har et rigtigt arbejde? Hvordan klarer I at passe det og ind imellem et sygt barn?

Men når jeg så har hentet hende fra vugger og hun sidder der på gulvet, og leger stille og roligt med alle sine små lyde, så bliver jeg sgu så lykkelig og glad. Hun er fanme sød. Og jeg elsker hende ud over det hele. Vi har lavet hende godt, Jørgen og jeg. Og så glemmer jeg, at jeg er træt. Det er virkelig hele paletten. Det med at få børn.

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

2 comments / Add your comment below

  1. Puh, velkommen til snothelvedet. Jeg håber den lille remoulade snart er ovenpå igen. Og hvordan får man det til at gå op med arbejde? Tja, de sidste par uger inden påsken hang vi i udelukkende på tålmodige kolleger og skiftende arbejdstider, så vi kunne bytte i porten. Optimalt er det sgu ikke …

    1. Nej det er sgu ikke optimalt…Så er det man krydser fingre for, at man har kolleger der selv ved, hvordan det er!

Skriv et svar