Babysengetøj og et tip om juniordyner

Det går forrygende her i barselsland. Jeg laver stort set kun det, jeg har lyst til og uheldigvis får jeg plukveer af at vaske gulv og grave have – så det tager Jørgen sig af. Altså, ikke fordi jeg ikke gerne ville gøre det. Jeg KAN jo bare ikke. Vel. Babyen vokser og vokser og jeg prøver at følge med. Jeg kan stadig lave yoga og cykle og agter at fortsætte med dét, indtil jeg føder. Det er hyggeligt at være gravid, men jeg glæder mig nu også virkelig meget til at se hende.

Jeg har syet babysengetøj idag. Jeg har ikke fulgt nogen bestemt opskrift, men nu er sengetøj jo heller ikke super vanskeligt at give sig i kast med. Så er du helt nybegynder, kunne dette være et sted at starte. En babydyne er typisk 70 x 100 cm. Du klipper mønsteret ud i mønsterpapir – husk sømrum, det er så meget lettere, når det er tegnet på mønsteret inden du skal til at klippe. Bunden af sengetøjet lavede jeg med lidt mere sømrum, for at kunne styre det bedre. Men det kan man jo gøre som man vil.

  

Læg de to stykker stof ret mod ret og sy bunden først. Sy den sammen 15 cm inde i hver side. Jeg havde lige lovlig meget sømrum til overs – det overlokkede jeg bare af bagefter. Derefter overlokkede jeg siderne sammen og til sidst toppen. Voila. Nu har babypigen nyt lækkert sengetøj, når hun kommer ud – om små 4 uger.

 

Stoffet er købt i Stof og Stil.

Derudover har jeg lavet en to juniordyner af én voksendyne for en veninde. Man klipper dynen op på midten – på den brede led og syr den sammen igen. Det kan ikke være nemmere – og så har du to billige dyner.

 

Ha´ en forrygende mandag! Jeg skal videre i mit utrolig travle barselsliv. Babytøjet strikker jo ikke sig selv.

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

DIY Ærme med ombuk

I dette indlæg vil jeg vise dig en DIY af, hvordan du syr et ærme med ombuk.

Hvordan syr du et ærme med ombuk?

Når du skal lave ærmer med ombuk, skal du først have tegnet et mønster, du kan gå ud fra. Jeg tegnede mit ud fra ærmebredden og buen var i frihånd. Længden på mit ærmeombuk er 21,5 + sømrum – mit ærme er 31 cm + sømrum. Jeg har målt med at der er 3 cm. overlap med de 2 ærmeombuk.

DIY Ærme med ombuk
Mønster af ombukket

Jeg inkluderer næsten altid sømrum i mit mønster, det synes jeg er lettest, men det gør man jo, som man bedst kan lide.

Når du skal klippe ud til ombukket, skal du klippe 8 stk. 4 af dem skal være spejlvendt – HUSK det, det er så irriterende at stå med 4 stykker du ikke kan lægge på med retten ud, fordi du glemte det.

Derudover skal du have 4 stk tittebånd – hvis du tjekker Skaberlyst´s hjemmeside, har hun masser af små videoer med alt muligt, bl.a. hvordan du laver skråbånd, som man jo laver tittebånd af.

Når du har klippet skråbåndet ud i det stof du vil have tittekanterne syr du skråbåndet sammen på midten som på billedet her:

DIY Ærme med ombuk
Skråbåndet

Så skal tittekanten syes på ombukket. Sørg for at sy i den samme syning som der er på tittekanten eller lidt yderligere, så man ikke kan se syningen på det færdige resultat. Læg stoffet med retten opad og tittekanten ovenpå som her:

DIY Ærme med ombuk
Sådan placerer du tittekanten på ombukket.

Hvis det er svært at få tittekanten til at bukke med rundt kan du klippe små hak i det yderste – men kun ind til der, hvor du har syet. Pas på ikke at klippe igennem syningen. Husk at det der skal ses på ydersiden, skal vende nederst. Det kom jeg nemlig til i en træt stund at vende om, det er bare så dum en fejl.

Når tittekanten er syet fast lægger du et stykke stof spejlvendt ovenpå tittekanten – så de to stofstykker ligger ret mod ret. Her syr du også i den samme syning.

DIY Ærme med ombuk
De tre dele syes sammen

Så vender du vrangen ud og du har et ærmeombuk. Sy til du har 4 af slagsen. Pres dem alle, så de bliver fine at se på.

DIY Ærme med ombuk
Husk at pres – så bliver resultatet pænest

Dernæst skal de syes på ærmerne. Find midten af ærmet og læg ærmeombukket med 3 cm overlap. Ærmet skal ligge med retten opad.

DIY Ærme med ombuk

Sy dernæst ærmet sammen og sy det på kjolen, som du plejer.

DIY Ærme med ombuk
Det færdige resultat

Sådan! Det tager selvfølgelig lidt længere tid, men til gengæld har du en flot finish på dine ærmer og det kan jeg virkelig godt lide. Jeg elsker at nørde med detaljerne, for det giver et personligt udtryk til kjolen.

Rigtig god fornøjelse:)

Følg mig gerne på InstagramFacebook, Pinterest eller Bloglovin.

DIY Strikkeopskrift på poncho

/Indeholder affiliatelink/

Skulle du nu have dig et nytårsforsæt, der hedder, at du skal til at strikke noget mere, så er denne poncho ret tilforladelig at gå igang med. Og så er det på rundpind, hvilket gør det let at være igang med. Du kan faktisk se tv samtidig, hvis du er garvet nok. For dem der er til den slags

Strikkeopskrift Poncho

Materialer: Rundpind 5 á 40 cm, rundpind 6 á 80 cm, 9 ngl Drops Lima á 50 gr. Jeg har brugt 2 ngl natur, 2 ngl beige, 2 ngl petroleum og 3 ngl brun. (Du kan f.eks. købe garn hos Woolspire)

Str: Jeg er en S – M og den sidder fint på mig.

Strikkefasthed: 10×10 cm: 21 m og 28 p.

Ponchoen strikkes oppefra og ned. Slå 100 m op på p nr 5 og strik 14 cm rib (2 r 2 vr).

Skift til p 6 og tag 16 m ind jævnt fordelt (84 m på p)

Sæt et mærke ved omg begyndelse og efter 21 m og efter 63 m.

Strik 2 cm r uden udt.

Udt: Tag ind på hver 3 p ved mærket efter 21 og 63 m således: Tag én m ud i m inden mærket og i m efter mærket = 2 ekstra masker. Dvs. 4 m på hver 3 p. Fortsæt sådan, til du synes ponchoen er lang nok. Afslut med 3 pinde vr og luk af i vr.

Jeg har lavet striber, som jeg synes så pænest ud. Min poncho er 63 cm fra ribkanten til bunden – men det kan du jo gøre, som du synes. Husk, at når du vasker den bagefter strækker garnet sig lidt. Kaster du dig ud i projektet, ville jeg elske, at du fortalte mig om det!

Strikkeopskrift poncho

Ha´en forrygende mandag!

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

Morgenshot

Det begynder altså at blive lidt koldt. Bevares, jeg ved godt, vi går ind i vintermånederne, men alligevel er det altså lidt irriterende at cykle afsted i regntøj hver eneste dag. HVER eneste dag. På nuværende tidspunkt plejer jeg at have raget en god forkølelse til mig. Det er simpelthen ikke sket endnu. Om det er alt det strik jeg bruger eller om jeg bare indtil videre er heldig, det aner jeg ikke. Men jeg tilskriver faktisk noget af årsagen mit nye påfund; morgenshot med ingefær og citron. Fyldt med alle mulige gode vitaminer og lavet med vinterkærlighed. For at holde kulden skakmat.

Jeg har vist nævnt før, at det jo ikke er en madblog, det her, men jeg vil nu alligevel gerne dele denne opskrift med Jer:

Opskrift på morgenshot

2 citroner med skræl i skiver

200 gr skrællede ingefær

3 spsk sukker

2 l vand

Kog det hele i en times tid, si det og hæld på en patentflaske, eller hvad du nu har. Det kan holde sig i køleskabet en uges tid. Det er lidt stærkt, men det giver en skide god start på morgenen. Og så smager det også ret skønt varmt.

morgenshot med ingefær

Rigtig god fornøjelse:)

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.