Inspiration

januar 4, 2016 2 Af Christina

Nu er det jo ikke sådan, at jeg kommer på alle mine idéer selv, selvom det selvfølgelig ville være helt vildt blæret. Jeg henter selvfølgelig inspiration forskellige steder fra og jeg vil gerne dele med Jer, hvem jeg bl.a. følger og hvor jeg handler. I dette indlæg handler det mest om retro/vintagestilen.

Oprindelig startede jeg med at sy, fordi jeg gerne ville lave mine kjoler selv. Jeg købte en færdigsyet kjole af Miriam S, som har en side på Facebook, men synes, at det ville være sjovere, hvis jeg selv lavede kjoler – og måske også i en anden stil. Derudover har jeg et par veninder der syr og så tog det egentlig bare fart derfra.

Den der i virkeligheden har lært mig at sy, er Signe Eriksen fra Skaberlyst. Hun udbyder onlinekurser, som jeg har brugt, samtidig med at jeg har været på et enkelt weekendsykursus hos hende.

Min fascination af 50´erne kom bl.a. fra Laralil, som i et indlæg skrev om Professorinde Ella Lunds store sybog. Som nogle af Jer ved, udviklede det sig til, at jeg købte og bloggede om min nye syguru. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at Line fra Alle Elsker Agnes også bruger Professorinden og citerer fra bogen ligesom jeg. Det er jo skønt, at vi er flere med samme passion. Af andre blogger er der også The Vintage Hausfrau, tjek lige hende! Eller Tante Blaa. Alle sammen meget inspirerende.

Når jeg skal lede efter gamle mønstre til mine vintagekjoler, kan jeg godt lide Etsy. Du drømmer ikke om, hvad man kan finde af gode sager dér – også meget andet end symønstre. Jeg har f.eks. købt disse mønstre og jeg er slet ikke færdig med at lede efter flere. Selvom professorinden har rigtig mange mønstre, jeg kan kombinere på kryds og tværs, er der et stort marked på Etsy, jeg endnu ikke har udforsket.

Når jeg køber stof, kan jeg godt lide at købe det i en fysisk butik og her i Odense bliver det for det meste Stof og Stil. Ellers er der Malika og Rosa på nettet, som bugner af lækre retrostoffer. Man kan også kaste sig ud i at købe stoffer i udlandet, bl.a. Tyskland og USA, men det har jeg ikke afprøvet endnu. Du kan også købe stof hos Stofgiganten (affiliate), de yder en god service.

Garn handler jeg for det meste hos ABC garn eller Woolspire (affiliate).

Hvis du er til retrostil i din bolig, skulle du tage at kigge forbi Mark og Waldorf, de har nogle fuldstændig fantastiske ting! Og hvis du mangler mere i retro/50´er stilen kan du igen tjekke Etsy, hvor vi har købt denne fine gamle lampe.

IMG_3204

Af bøger har jeg af min søde mand lige fået strikkebogen “Glamourstrik” af Madeline Weston og Rita Taylor, hvori der er opskrifter på 30´er, 40´er og 50´er vintagestrik. Den glæder jeg mig SÅ meget til at kigge nærmere på!

IMG_3202

Derudover har jeg også bogen “Islandsk strik”, som jeg har skrevet om her og her.

Det var lidt om, hvor jeg henter min inspiration fra – der er jo mange bloggere og andre man f.eks.kan følge på instagram, som er inspireret af 50´erstil, strik og syning. Kender du nogle, der skal på listen? Så skriv endelig en kommentar her nedenunder.

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.